Velkommen til Favrskov
Uddannelse
Ungdommens Uddannelsesvejledning
Gratis ungekort
Fritid
Erhverv
Kultur - Natur - Turisme
Bogen


Ungdommens Uddannelsesvejledning

For Ungdommens Uddannelsesvejledning i Favrskov (UU Favrskov) er målgruppen de 12-30-årige. Fysisk er UU Favrskov placeret i samme bygning som Jobcenter Favrskov, som også er en tæt samarbejdspartner.

Mange af de unge møder dog Ungdommens Uddannelsesvejledning ude på skolerne, hvor vejledningssamtaler, formidling af praktikker og brobygning foregår.

Vejlederne i UU Favrskov har tæt kontakt til de unge allerede fra 8. klasse, hvor de unge skal ud i en uges introforløb på ungdomsuddannelserne. Vejlederne har samtaler med hver enkelt elev og koordinerer introforløbene for alle skolerne i Favrskov Kommune. Vejlederne hjælper også den enkelte elev med at formulere de uddannelsesplaner, som eleverne skal lave i slutningen af 8.klasse.

De elever i 9. klasse, der ikke ved, hvilken ungdomsuddannelse de skal vælge, får mulighed for at komme i to gange en uges brobygning på erhvervsuddannelserne eller en gymnasial uddannelse.

Denne indsats koordineres af UU i samarbejde med folkeskolen.

De unge, der efter grundskolen ikke er i uddannelse, får tilbud om opsøgende vejledning til de fylder 25 år.

– Med en målgruppe på 12-30 år favner vi meget bredt. De nye opgaver koblet med den brede målgruppe gør, at vi kan målrette vores indsats meget præcist og yde en bedre service for den enkelte, siger Randi Vinther, leder af Ungdommens Uddannelsesvejledning i Favrskov Kommune.

 

Af andre opgaver i UU Favrskov kan nævnes en to-årig EGU, der står for ErhvervsGrundUddannelse. Målgruppen er de 16-30-årige, der ikke er klar til at gå direkte ind på en ungdomsuddannelse. Som led i tilbuddet tilrettelægges et individuelt forløb med et halvt års skoleforløb – det kan være på en højskole, VUC eller nogle tekniske fag. Resten af uddannelsen foregår i et eller flere praktikforløb i en virksomhed.

 

FAKTABOKS 

 

       Uddannelsesinstitutioner i Favrskov:

       •  Favrskov Gymnasium

       •  Den jydske Haandværkerskole

       •  Linieskolen

       •  Hadsten Højskole

       •  Favrskov Produktionsskole

       •  Den kommunale EGU (ErhvervsGrundUddannelsen)

       •  Den kommunale STU (Særlig Tilrettelagte Ungdomsuddannelse)

       •  Den lokale VUC-afdeling